Er dit fondsprojekt både relevant og realistisk?
Om dit fondsprojekt er et godt og attraktivt projekt for en eller flere fonde afgøres af mange forskellige parametre. Her skal det handle om to af de helt fundamentale: Relevans og realisme.
Dit fondsprojekt skal være relevant for den fond, du sender det til. Projektet skal bidrage til svar på et af de samfundsproblemer, som fonden gerne vil være med til at løse. Derfor er det alfa og omega, at du sætter dig ind i præcist, hvad fonden støtter eller har støttet. Alle fonde har en vedtægt ellerfundats, der grundlæggende bestemmer, hvad de kan støtte. Men derudover har mange fonde strategier, som de løbende reviderer og enten udvider eller indsnævrer deres virkeområde i lyset af, hvilke erfaringer de allerede har gjort, og hvad de gerne vil opnå fremover.
Der er stor forskel på hvor detaljerede fondene er i deres formidling af, hvilke kriterier de prioriterer højest. Men tjek først og fremmest, at du rammer inden for skiven i forhold til deres indsatsområde. Ellers spilder du både din egen og deres tid.
Er dit fondsprojekt realistisk?
For at kunne gøre en reel forskel, skal dit projekt være realistisk. Fondenes medarbejdere og bestyrelsesmedlemmer er rutinerede i at vurdere om et projekt er realistisk at gennemføre. Spørg fx dig selv, hvor mange i målgruppen, der vil få gavn af projektet og sæt det i forhold til projektets budget. Hvis den intervention du sætter i gang, fx at udvikle undervisningsmateriale til skoleklasser, men kun bruge det i egen kommune, så kan prisen pr. elev blive alt for høj. Hvis du i stedet udformer projektet som et pilotprojekt og efterfølgende udvider tilbuddet til alle kommuner i Danmark, så kommer du ned på en helt anden og lavere stykpris pr. elev. Selvom fondene ikke støtter kommercielle projekter, så kan de godt tænke i business cases for projekterne.
Det kan være rigtig godt at få en udefra til at vurdere din idé, inden du sender en ansøgning. På den måde kan du få en venskabelig vurdering af styrker og svagheder i projektet. Se mere under projektvurdering.