fundraising proces

Fondssøgningsproces

Den der fondssøgningsproces – pyh, den er svær at få styr på.

Er du en af dem, der sidder med en god idé og gerne vil gøre en forskel for andre? Du ved godt, hvad du og din organisation gerne vil gøre. Og I ved hvordan, og hvem der er jeres målgruppe.

I ved også, at I måske skal have nogle partnere med for at stå tilstrækkeligt stærkt overfor fondene.

Så ud over jeres egne medlemmer skal I måske også ud og tale med andre, der har en interesse i projektet og vil kunne styrke jeres chancer. Men så er der også allerede en kompleksitet i projektet, som gør det vanskeligt at overskue fondssøgningsprocessen.

For hvor skal I starte og hvor skal I ende?

Her kommer seks gode råd, der kan hjælpe dig med at skabe overblik og få processen sat på skinner.

Råd nummer 1. Sæt jer sammen og få formuleret HVORFOR jeres projektidé er VIGTIG.

I kan ikke nøjes med at vide HVAD I gerne vil lave: Bygge nyt klubhus, udvikle et projekt omkring korsang, hjælpe ældre i gang med gang, skabe nye muligheder for de unge, der hænger ud nede ved grillen. I er nødt til at få styr på hvilken udfordring I reelt gerne vil løse.

Lad mig give dig et eksempel:

Udfordring: Der er alt for mange ensomme ældre, som ikke kommer ud og får frisk luft og bevægelse.

Strategisk målsætning: Vi vil skabe gangfællesskaber i hver af vores 5 bydele.

De effekter vi ønsker os er, at flere ældre oplever, at de har et sted at gå hen for at være aktive sammen med andre, at de kan klare sig selv længere. Aktiviteterne er gåture i lokalområdet 2 – 3 gange om ugen.

Nu har I lagt basis for projektet og kan begynde at snakke om, hvem der skal involveres for at realisere sådan en plan.

Hvilke organisationer skal involveres? Måske både gymnastikforeningen, Ældresagen og kommunen? Gymnastikforeningen, fordi de normalt står for ældregymnastikken. Ældresagen, fordi de har kontakt til mange af de ældre. Og kommunen fordi de også har en klar interesse i at de ældre holder sig friske længere. Hvem af de tre, der skal stå som hovedansøger afhænger både af, hvem der fik ideen, og hvem der skal drive projektet på den længere bane.

En projektgruppe med nøglepersoner fra de tre vil være et vigtigt omdrejningspunkt for alle projektforberedende aktiviteter.

Råd nummer 2. Hvilke fonde skal vi søge?

Der er mange fonde, der støtter projekter for ældre mennesker, nogen der kæmper mod ensomhed og atter andre, der støtter fysiske aktiviteter. Det er i dette spænd, du skal finde de mest oplagte fonde. Nogle fonde vil gerne medudvikle projekter, så dem starter du selvfølgelig med.

Råd nummer 3. Inddrag brugerne

Før du kommer for langt i projektplanlægningen, er det godt at tjekke, hvad det reelle behov er blandt de ældre i målgruppen. Tal med dem, hvis de ikke allerede er repræsenteret i projektgruppen. Brug spørgeskemaer, afhold brugermøder. Fondene er glade for projekter, hvor det tydeligt fremgår, hvad brugernes behov er. De er også vilde med projekter, som inddrager mennesker, som hidtil ikke har været aktive. Brug gerne citater og cases fra dialogen med brugerne.

Råd nummer 4. Du skal modne dit projekt og gå i dialog med fondene

Du må gerne kontakte fonden, før du kaster dig ud i den store ansøgningsskrivning. Fondsmedarbejderne kan ofte hjælpe med at finde de rette partnere eller lige den vinkel på projektet, som gør at de gerne vil støtte. Skriv gerne en kort præsentation af jeres projektidé, som kan danne grundlag for dialogen med fondene. Flere fonde laver forhåndsvurdering.

Råd nummer 5. Skriv en skarp ansøgning

Først nu er du klar til at skrive den egentlige ansøgning. Strukturer den første ansøgning, så den passer til den mest oplagte fond. De fleste fonde modtager deres ansøgninger i et skema, der udfyldes på nettet. Vær omhyggelig med at besvare alle spørgsmål, så præcist som muligt. Når du skriver skal du ikke lade fantasien løbe af med dig. Se råd nummer 6 hvorfor.

Råd nummer 6. Ansøgningen bliver til en kontrakt

Nu er det spændende om en af de første fonde vil lege med. For du sender selvfølgelig ikke projektet til alle fonde på en gang. Du afventer de mest centrale fonde og er klar til at tilpasse projektet afhængig af, hvad de svarer. Når du får midlerne, der muliggør dit projekt, så husk at din ansøgning nu er beskrivelsen af det, du skal levere til fonden.

Jeg håber, at dette giver dig en klarere idé om, hvordan du kan gribe fondssøgningsprocessen an. Det her er en selvfølgelig en lidt forsimplet gennemgang, hvor jeg har givet dig et godt råd per fase i den den model for fundraisingprocessen, som jeg har udarbejdet sammen med PrimusMotor.

Vil du lære mere, så kom med på vores fundraisingkursus.

Se datoer for fundraisingkursus og tilmelding her.

Fundraising  proces modellen udgør fundamentet og strukturen for vores fundraisinghåndbog, som giver dig en god indføring i, hvad der helt konkret skal ske i faserne. Fundraisingbogen kan du købe her. Hvis du deltager på et af vores fundraisingkurser, får du udleveret håndbogen.